Normalt er tæppekøb en stor investering. Vi har her samlet nogle
praktiske råd vedr. vedligeholdelse af Deres tæpper, så De kan nyde Deres investering i mange år fremover.
Støvsugning
Et nyt tæppe skal støvsuges fra den første dag, det lægges på gulvet. Herved forhindrer man fra begyndelsen, at snavs arbejder sig ned og beskadiger fibrene. Ved regelmæssig og grundig støvsugning forlænges tæppets levetid betydeligt.
Overskudsluv
De fleste nye tæpper “ulder”, hvilket er helt naturligt, men overskudsluven skal fjernes efterhånden, som den opstår. Trædes overskudsluven ned, får tæppet efterhånden en kedelig, filtret overflade.
Støvsugertype
Brug en støvsuger med god sugeevne og med mikrofilter, som sikrer at
støvpartikler ikke blæses ud i lokalet.
Mundstykke
Brug af støvsugermundstykke med børste kan med fordel anvendes på de fleste tæppetyper. Dog må det frarådes på uldtæpper, da tæppeoverfladen kan blive mere lådden.
Rensning
Tørrensning
Ved lettere overflade-tilsmudsning og mindre områder kan med fordel anvendes tør-rensemiddel, der består af absorberende partikler, som er fugtet med vand og rengøringsmidler. Metoden har den fordel, at man kan gå på tæppet, medens det virker.
Ekstraktionsmetoden
Ved lettere tilsmudsning og totalrens af tæppet anbefales en vådrensning. Ved ekstraktionsmetoden sprøjtes varm renseopløsning ned i tæppeluven og efter en kort virketid suges opløsningen samt det løsnede snavs op i en opsamlingstank.
Ligeledes sikrer man ved en efterskyldning med rent vand og opsugning, at den ellers tilbageblevne renseopløsning fjernes fra tæppeluven. Denne metode vil nedsætte tæppets tendens til hurtigt at suge snavs til sig igen.
Det er vigtigt, at det foreskrevne blandingsforhold: Rensevæske/vand samt dosering nøje overholdes. Sørg for grundig udvaskning og opsugning af rensemiddel og snavs.
Gå ikke på tæppet før det igen er helt tørt.
Førstehjælp til pletter
Fjern løst snavs:
Ved friske pletter fjernes først løse rester, og spildt væske opsuges med en tør, hvid klud eller køkkenrulle uden farve. Man skal ikke gnide, men duppe pletten væk. Indtørrede eller koncentrerede pletter behandles først med en børste og støvsuger.
Opløs med lunkent vand:
Lunkent vand – uden sæbe, vaskepulver, opvaskemiddel eller lignende – er næste skridt.
Dup forsigtigt området med en våd klud, og opsug derefter så meget af væden som muligt ved at “duppe” efter med en tør klud.
Drys herefter kartoffelmel på og lad det tørre i et døgn, inden det støvsuges igen.
Brug pletfjerner:
Hvis vand ikke er nok til at opløse pletten, må man gå videre med en ege pletfjerner. For at pletten ikke skal spredes yderligere eller opstå på ny, skal midlet fjernes igen ved “dupning” med rent vand og opsugning med ren, hvid klud.
Brug specialmidler:
Nogle plettyper kan ikke fjernes med almindelig pletfjerner, de kræver et special pletfjerningsmiddel. Prøv pletfjerningsmidlet et sted, hvor det ikke kan ses (frimærkeprøven).
Tips
Asfalt, bonevoks, olie, skosværte eller tjære
Dup med renset benzin på en ren, hvid klud. Start pletfjerningen udefra og
arbejd ind mod midten.
Blæk, kuglepen eller spritpen
Dup med sprit. Brug eventuelt et specialrensemiddel.
Kaffe, the rødvin
Ege kaffepletfjerner.
Lim, neglelak og farvet stearin.
Dup acetone på en ren, hvid klud. Start pletfjerningen udefra og arbejd ind mod midten.
Rust
Brug special rustfjerner.
Rødbede og røde saftpletter
Dup med en opløsning af 1 tsk. natriumdithionit til 1 dl. linken vand.
Tusch
Brug special tuschfjerner.
Tyggegummi
Fryses med tyggegummifjerner, hvorefter det skrabes væk.
(Kilde: Ege tæpper)

